Menneskesyn

Vores menneskesyn

Forskellighed er et af nøgleordene, når  man skal beskrive mennesker. Vi kommer til verden med forskellige kort på hånden alt efter vores kropslige tilstand, vores køn, det land og klima, vi fødes i, den kultur, som er gældende dér, samfundet vi er en del af og den familie vi vokser op i.

CF205762Vi adskiller os fra hinanden på de mest skæve og uforudsigelige måder – og alligevel er vi så ens. Det er et paradoks, at vi mennesker på en gang er unikke og ens, at vi på én gang er frie og kan træffe egne valg, forfølge individuelle mål og samtidig er uløseligt forbundet med vore medmennesker.

Vi fødes ganske vist alene, men vi kan ikke blive til mennesker uden de andre. Det er gennem vort sociale samspil med andre mennesker, at vi lærer at begå os som mennesker. Et nyfødt barn, som vokser op uden kontakt med andre mennesker bliver ikke til et menneske – det bliver højst til et intelligent dyr med evnen til at ”mime” menneskelig adfærd, men uden at forstå, hvad der får mennesker til at gøre, som de gør.

Som menneske, kan man imidlertid ikke vælge at blive et socialt væsen. Man må være et socialt væsen, før man kan blive et menneske. Menneskelighed opstår ikke ved at man bliver oplyst om principperne for menneskelig adfærd – vi kan ikke læse os til det. Menneskelighed bliver til ved at få indpodet den følelsesmæssige baggrund for disse principper.

Skønt vi som mennesker kan træffe mange og forskellige beslutninger og valg for os selv, så kan vi ikke vælge frit, hvem vi bliver. Hver eneste af os bliver til i et komplekst dybtgående følelsesmæssigt og socialt samspil med andre mennesker. Hver eneste af os fødes ind i en bestemt og på forhånd given ramme af fortællinger og erindringer, så selvom vi på den ene side fødes og dør alene, så kommer vi på den anden side et eller andet sted fra, ligesom at vi hører til et eller andet sted.

Emotions fokuseret terapi EFT-instituttetMennesker træffer valg og beslutninger hele tiden. Vi forfølger det gode liv. Det fælles for os ligger bl.a. i, at vi forbinder et godt liv med en tilværelse, hvor vi føler os i harmoni med os selv og med de andre – med fællesskabet. Det er en helt grundlæggende, og dermed en basal eksistentiel udfordring, mennesket står over for: At have friheden til at være sig selv, realisere sine egne behov og mål og så på den anden side at høre til, at være en anerkendt del af fællesskabet.

Det er i forhold til at finde os til rette med dette paradoks, som ofte også er en konflikt, at både vore lighedspunkter og forskellighed kommer i spil. For det ligger i vores lod at være forskelligt klædt på i forhold til at komme overens med dilemmaet.

Netop fordi vi lærer at være mennesker gennem vore relationer, er barndommens relation til de betydningsfulde andre – typisk vore forældre – den mest indflydelsesrige i forhold til at forme vores syn på os selv og vore omgivelser. Der kan være rigtig mange ressourcer at hente i opvækstens relationelle klima – og det modsatte: Vi kan være rigtig dårligt udstyret i forhold til at finde balancer mellem vor egen integritet og de andres. Vi kan være så stækkede i vores frihed til at mærke os selv, og hvad der er godt for os, at vi er nødt til at gå gennem en udviklingsproces for at kunne genvinde denne evne. For at blive bevidste om vores frihed er vi nødt til at blive bevidste om vores afhængighed, og med denne bevidsthed erkende det dobbelte ansvar: Ansvaret over for os selv såvel som ansvaret overfor fællesskabet.
Psykoterapi EFT-instituttet

Menneskets største styrke ligger i dets evne til at udvikle sig. Uden denne evne intet liv. Implicit i denne evne ligger evnen til at søge mening. Vanemæssige opfattelser af os selv og tilværelsen, kan når disse bliver for snævre, destruktive, meningsløse eller helt bryder sammen, blive afløst af nye, som måske i højere grad befordrer vækst og udvikling. På sin vis kan man sige, at vi som mennesker altid er i proces, og det er, når vi erkender dette, at vi for alvor kan gøre brug af frihedens potentiale.

 

Tilværelsesperspektivet

I det foregående blev det beskrevet, hvordan mennesket bevæger sig i et paradoks mellem at være unikt og frit vælgende og samtidig forbundet og ufrit. Det blev også nævnt at dette dilemma er basalt eksistentielt i og med, at det gælder for os som menneskehed samtidig med, at det får et individuelt udtryk i den enkeltes tilværelse.

Når man taler om, at noget er eksistentielt, så vedrører det alt det, som er helt grundlæggende for alle mennesker, ja for selve tilværelsen. Alt det, som vi ikke kan vælge eller fravælge. Man taler om ”det givne”.

En række filosoffer har beskæftiget sig indgående med den menneskelige eksistens, dens muligheder og begrænsninger. Under ét kaldes disse tænkere for eksistensfilosoffer: Søren Kierkegaard, Friedrich Nietzsche, Jean-Paul Sartre, Martin Heidegger og Martin Buber er blot nogle af hovedskikkelserne indenfor eksistensfilosofien – eller eksistentialismen, som den populært benævnes. Netop fordi eksistentialismen reflekterer dybt over, hvad det vil sige at være menneske og har en humanistisk tilgang til mennesket, dvs. den betoner begreber som ligeværdighed, frihed, ansvar, respekt og autenticitet har en lang række psykologer og psykoterapeuter ladet sig inspirere af disse tanker, og givet dem forskellige udtryk indenfor specifikke psykoterapeutiske retninger.

StenMen hvad menes der i grunden med ”det givne”? I det eksistentielle perspektiv bliver vi mennesker kastet ind i tilværelsen alt den stund, at vi jo ikke har bedt om at blive født. Imidlertid bliver vi ikke alene ‘kastet’ ind i livet, vi bliver også ‘underkastet’ livets grundvilkår. Det er ikke vilkår, som vi kan undslå os. De er dér uanset om, vi vil dem eller ej. De er dér uanset, om vi er dér eller ej. Det eneste, vi i denne henseende selv har indflydelse på, er, hvordan vi vælger at forholde os til disse ultimative betingelser.

Der er fra de eksistentielle psykologers side givet forskellige bud på disse vilkår: Den engelske psykolog Ernesto Spinelli opererer med tre eksistensprincipper samt med ”eksistensspændinger”, den amerikanske eksistentielle psykitater og psykoterapeut Irvin D. Yalom taler om fire ultimative anliggender. I nærværende optik menes de at supplere hinanden dynamisk.

 

De tre eksistensprincipper

1. Den eksistentielle forbundethed. Det forhold, at mennesket altid er i relation. At det bliver sig selv gennem sine relationer til andre.

2. Den eksistentielle usikkerhed. Det forhold, at det som giver mening og en vis forudsigelighed i tilværelsen med ét kan forandre sig. Jeg kan blive ramt af sygdom, miste mit job eller blive forældre for første gang. I alle tilfælde forandre virkeligheden sig på en måde, så jeg ikke kan gøre det jeg plejer, så det jeg tror på, måske ikke længere gælder. Livet føles usikkert i al sin uforudsigelighed.

3. Den eksistentielle angst. Det forhold, at jeg er dødelig, betyder at jeg har en grundlæggende angst for min eksistens ophør.

 

De fire ultimative anliggender:

1. Døden: Mennesket er dødeligt, og det ved ikke hvornår og hvordan døden indtræffer.

2. Friheden: Mennesket kan vælge, men med hvert valg er også fravalg.

3. Isolationen: Mennesket fødes alene og dør alene.

4. Meningsløsheden: Tilværelsen er grundlæggende meningsløs. Evnen til at søge og skabe mening sikrer menneskets overlevelse.

 

Eksistensspændinger

Tilværelsen er grundlæggende modsætningsfuld. Som mennesker udfordres vi hele tiden af dens dilemmaer. Det lader sig ikke gøre at forsone dilemmaer og nå til eksistentiel éntydighed, det handler om balancer mellem:

Emotions Fokuseret terapi EFT-instituttetDøden – Livet

Friheden – Nødvendigheden

Adskilthed – Forbundethed

Mening – Meningsløshed

Eksponering – Selvbeskyttelse

Tidslighed – Evighed

Verdens tilblivelse – Verdensbillede

Struktur – Proces

(Listen er endeløs)

 

De nævnte eksistentielle betingelser beskriver menneskets væren-i-verden. Der er imidlertid stor forskel på, hvordan vi hver især indretter os med disse vilkår. Individets ”måde” at være i verden på er snævert forbundet med dets personlighed. Personligheden grunder sig dels på en række medfødte biologiske faktorer og kulturelle påvirkninger, dels – og ikke mindst – på opvækstens følelsesmæssige klima som det udfolder sig i relationen til de betydningsfulde andre (mor/forældre).

Når den tætte barn-voksen relation forhindrer barnet i at udfolde sine følelser og afstemme dem i en tryg kontakt, kan det i voksenlivet resultere i eksistentiel inkompetence: Individet har ikke fået udviklet et pålideligt følelsesmæssigt (adaptivt) navigationsapparat, som tjener dets livsprojekt på en konstruktiv og udviklingsfremmende måde. For at kunne træffe gode, selvstændige valg, må mennesket kunne mærke sine følelser, kunne regulere dem i forhold til det givne, kunne genkende følelsesmæssige udtryk hos sig selv og andre og ikke mindst evne empatisk at anerkende egen som andres integritet.

Det er således en individuel udfordring at personliggøre de fællesmenneskelige vilkår på en måde, som sikrer, at den individuelle tilværelse byder på så stor meningsfuldhed og tilfredshed som muligt.