Kærlighed, krise og konflikt!

Et foredrag om parforholdet!

Foredragsholder er Steen Rassing, supervisor og ICEEFT certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Steen Rassing er medstifter af Dansk Center for Emotionsfokuseret parterapi www.dkceft.dk

og underviser på EFT-instituttet og forfatter til flere artikler og e-bøger om parforholdets udfordringer.

Dato: 14. november 2017
Tid:    18.30 – 20.30
Sted:  EFT-instituttet, Borgergade 28, 2 sal
Pris:   300 kr. (250 kr. for studerende på EFT-instituttet)
Tilmelding: Senest mandag den 6. november 2017 på mail@eft-instituttet.dk efter først til mølle princippet!

Denne aften har fokus på parforholdet og henvender sig både til dig som er i et og dig, som søger et og for dig, som arbejder med at hjælpe par i krise. Foredraget har på den ene side fokus på, hvad det er, som kan være med til at skabe et godt og trygt parforhold, herunder betydningen af at være opmærksomme og omsorgsfulde overfor hinanden. Desværre kan man læse i skilsmissestatistikkerne, at mange par ikke formår at skabe det parforhold, de ønsker sig. Nogle gange oplever partnere, at konflikter kommer til at fylde for meget i forholdet, så selv dagligdagsproblemstillinger ender i store konflikter eller i at man trækker sig væk og lægger afstand til hinanden. Og mange par oplever at de ikke rigtigt ved, hvad det egentlig er, der skaber problemerne. I løbet af aftenen får du også nogle bud på, hvad det er, der ofte ligger til grund for de større konflikter i parforholdet.

I løbet af aftenen vil du blandt andet få indsigt i:

  • Betydningen af relationen mellem partnerne set i et tilknytningsperspektiv, og hvorfor vi som voksne også har brug for parforholdet som en tryg havn.
  • Hvad der sker med os, og hvordan vi reagerer, når den gode kontakt til partneren er brudt, og vi ikke formår at genskabe den.
  • Hvordan konflikter i parforholdet, hvor vi oplever at kontakten bliver brudt, rammer os så hårdt, herunder hvordan fortidens ”blå mærker” og ”sår” kan blande sig i det, der sker mellem dig og din partner.
  • Hvordan vi som mennesker typisk reagerer når tingene med partneren bliver svære.
  • Indblik i de typiske konfliktmønstre, der kan udvikle sig og eskalere i et parforhold, og hvad de betyder for kontakten og trygheden i parforholdet.
  • Elementer, som er med til at skabe et godt og trygt parforhold.