Vores Familiesyn

teaser_cf206590EFT-instituttets familiesyn bygger på en forståelse af grundlæggende dynamikker, som alle familier og relationer er underlagt.

Vi har den grundlæggende forståelse, at der er en fundamental modsætning og balance mellem på den ene side det enkelte individs trang til at samarbejde med sine (familie-)relationer, og på den anden side, at det enkelte individ altid vil forsøge at bevare sin egen integritet intakt i de samme (familie-)relationer.

Børn har fra fødslen kompetencer, som gør dem i stand til at samarbejde med omgivelserne, men også at mærke deres integritet i dette samspil. Det er godt – og det er det, der udvikler børns egenart og deres evne til samarbejde m.m. – som sådan er det i virkeligheden fundamentet i ”opdragelse”. Børn finder deres egne værdier, grænser, indsigter, pligter, empati, beskyttelsessystem, overlevelsesstrategier m.m. gennem måden, denne mekanisme virker på.

Men børn kan ikke forsvare deres integritet i dette samspil, fordi magten i en familie tydeligt ligger hos forældrene – hvor den også skal ligge. Derfor vil børn altid hellere samarbejde med forældrenes behov og ”opdragelse” – frem for at samarbejde med egne behov og ønsker – indtil de kan ”mærke”, at de ikke ”er til”, eller ikke føler sig godt tilpas. Børn udfordrer ikke forældrenes magt, så længe forældrene ikke udøver magtmisbrug i forhold til børnene. “Netop fordi magten ligger hos forældrene, er det også dem, der må påtage sig ansvaret for relationens kvalitet.”

Man kan også – ud fra et evolutionsmæssigt perspektiv – sige, at forældrene har ansvaret for artens videreførelse og overlevelse, hvorfor de tager ansvar for at drage omsorg for familien og børnene. Barnet vil tage sig af sin egen overlevelse ved at tilpasse sig forældrenes måde at agere på, idet barnet ikke kan overleve ud fra sine egne erfaringer og kompetencer alene.

Så børn gør altså det bedste, de kan i den givne situation.

teaser_cf205872Men hvis dette samarbejde fører til, at barnet ikke føler kærlighed og føler/oplever sig set, hørt, mødt, forstået mv., så udløser det en reaktion hos barnet, som vi kalder for symptomer. Reaktionen kan have mange former. Børn kan ikke – før de er ca. 12-14 år – udtrykke, hvad problemerne skyldes, eller hvorfor de føler sig dårligt tilpas i (familie)relationer. Derfor kommer det til udtryk på andre måder – som ondt i maven, hovedpine, ”Rasmus-modsat”, indelukkethed, aggressiv adfærd og lignende.

Alle forældre har også været børn, så de har været samme ”tur igennem”. De har udviklet deres egne overlevelsesmåder, overlevelsesstrategier, særheder, følelser m.m., og det er det grundlag, de udøver deres forældreskab og -rolle på. De er altså præget af den måde, de selv er vokset op.

Forældre har (næsten uden undtagelser) ubetinget kærlighed til deres børn, hvorfor de altid vil forsøge at give deres børn det bedste (i forældrenes egen forståelse) i enhver given situation. Undertiden er det, de giver, ikke godt for relationen og kan nogle gange være ligefrem krænkende eller skadeligt for andre i familien, – men altså det bedste de formår.

Forældrene gør altså også det bedste, de kan i den givne situation.

lh_cf131458For at opsummere: Forældre og børn gør altså deres bedste ud fra de forudsætninger de hver især har. Nogle gange er det ikke godt for relationen, og nogle gange er det ligefrem krænkende eller skadeligt for andre i familien, men altså det bedste man kunne i situationen. I denne forstand har det ikke rod i ønsket om at gøre nogen ondt, selv om det, der foregår, kan virke voldsomt og uforståeligt.

Der er rigtig mange nuancer i ovenstående, som det er for omfattende at komme ind på her, men som er en del af indholdet i vores 1-årige Efteruddannelse i Familieterapi.

Familieterapi:
Familieterapi er en terapeutisk disciplin, som tager udgangspunkt i ovenstående forståelse af familiesynet.

flash_cf206212Alle mennesker har deres (gode) grunde til at gøre, som de gør, og der er altid en mening i det, der foregår. Ikke at vi altid kan forstå meningen, men vi skal have for øje at der er en mening. Ofte er der et eller flere familiemedlemmer, der ”bærer symptomerne” på, hvad der er på færde af uhensigtsmæssige dynamikker i en familie – og derfor kan de fremstå som problemet. Det kalder vi symptomadfærd. Det er derfor særligt vigtigt, at der ikke placeres skyld, men at terapeuten er nysgerrig over for de udslagsgivende symptomer og imødekommer dem som vigtige informationer til videre udforskning sammen med familien.

Når en familie er fanget i uhensigtsmæssige mønstre, og et eller flere medlemmer mistrives, kan familieterapi være en måde at opnå ny indsigt og forståelse – en mulighed for at kunne gå nye, konstruktive veje i familieskabet.                                                       Familieterapeutens opgave er derfor – i samarbejde og samspil med familien – at forstå og finde mening i det, der er på spil – uden at forholde sig til ”rigtigt og forkert”. Familieterapeuten skal altså sammen med familien gå på opdagelse i de problemer, mønstre og forståelse, som en given familie har. Arbejdets mål er at afdække, hvordan forholdet mellem ”integritet og samarbejde” er kommet ud af balance. Det er hjælpsomt, at familiemedlemmerne bliver nysgerrige på hinandens (ikke bevidste) motiver og vigtigt, at de får hjælp til at se, hvilke konsekvenser det kan have for medlemmernes samspil i familien. De voksne kan hjælpes til at få øje for, at det uhensigtsmæssige, som sker ”her og nu”, ofte har rod i gamle fastfrosne mønstre hos dem selv.

aktiv-familie-i-skovenDet er også en del af opgaven at hjælpe forældrene med at kunne se, hvilke behov børnene har, når de kommer ud af balance og udviser symptomer. Selv om kærligheden er til stede hos forældrene, er det ikke altid sådan, at børnene kan mærke den, fordi den ikke er blevet omsat til kærlige handlinger.

Somme tider skal man – via terapeutisk arbejde – hjælpe med at reparere familiemedlemmernes relationer. Somme tider afdækkes mangler i den kærlighed, som forældre har til deres børn, og så må man tilføre noget – i form af rådgivning eller undervisning. Somme tider må man helt konkret vise, hvad man kan gøre, for at symptomerne aftager.

Arbejdet består for så vidt – enkelt beskrevet – i at hjælpe med at afdække uhensigtsmæssige mønstre, tilføre det som mangler og ”stille sig på symptombærerens side” – hjælpe med at forstå, hvad denne eller de oplever og mærker i kontakten med andre i relationen. Når denne spejling lykkes og forstås, så begynder forandringen, og symptomerne aftager.

Forudsætningen for et godt familieterapeutisk arbejde er, at terapeuten er i stand til at arbejde oplevelsesorienteret – være autentisk og nærværende i samspillet med familien. Det forudsætter, at terapeuten i overvejende grad er bevidst om egne grundlæggende tematikker og personlige problemstillinger, således at de ikke står i vejen for et meget åbent og ikke-fordømmende møde med familierne og det enkelte individ.