Iwona Teresa W. Mikkelsen


Træningsklienter søges
Jeg er elev på 4. og sidste år på EFT-instituttet og søger træningsklienter til terapiforløb i emotionsfokuseret terapi. Vi kan tale sammen om de emner, som netop nu berører dig – både stort og småt. Det kan være, at du føler dig fastlåst i en situation eller en relation og har i den sammenhæng svært ved at danne dig et overblik over dine følelser og dine mønstre. Det vil jeg gerne tilbyde at hjælpe dig med at undersøge. Målet for min terapi er at støtte dig ind i de følelsesmæssige, kropslige eller mentale temaer, der kan stå i vejen for din personlige udvikling.

Hvad er EFT?
Emotionsfokuseret terapi (EFT) er en humanistisk eksistentiel og oplevelsesorienteret terapiform. Den tager udgangspunkt i, hvad der er vigtigt for dig her-og-nu. I emotionsfokuseret terapi er der opmærksomhed på de følelser, der viser sig hos dig i det givne øjeblik. Følelserne fungerer som et kompas, der kan vise dig vej og give dig informationer om, hvad der er vigtigt for dig, og hvilke behov du har. Terapien kan blandt andet hjælpe med at kortlægge og forstå dine følelser, mønstre og handlinger.

Ønsker du at vide mere om EFT, kan du læse om det her.

Lidt om mig
Jeg er 36 år, gift og arbejder til dagligt som jurist i den kommunale Integrations- og beskæftigelsesforvaltning. Jeg har tidligere arbejdet med skilsmisse- og børnesamværssager i Statsforvaltningen, og også i Styrelsen for Patientsikkerhed med borgere, som har gennemgået svære og til tider frustrerende behandlingsforløb i vores sundhedsvæsen, både i somatisk og psykiatrisk regi. Ud over at være studerende på EFT-instituttet har jeg en 1-årig masterclass i psykologi. Jeg har en naturlig interesse for mennesker og deres velbefindende, og jeg bliver meget glad, når jeg kan hjælpe andre til at finde deres vej i livet.

Det praktiske
Terapisamtalerne vil finde sted på EFT-instituttet i Borgergade 28 i København. Jeg kan tilbyde at mødes på eftermiddage, aftener og i weekender. En terapisession koster 250 kr./time. Beløbet går til min obligatoriske supervision, som sikrer, at jeg får den vejledning, som jeg har brug for i vores terapiforløb. Jeg har naturligvis tavshedspligt. Vi kan aftale mødetidspunkter fra gang til gang. Terapiforløbets længde er meget individuelt og afhænger af dine behov og ønsker.

Har du spørgsmål eller er du interesseret i at starte i et terapiforløb hos mig, er du velkommen til at kontakte mig på +45 61664716 eller teresawmikkelsen@gmail.com.

Jeg glæder mig til at møde dig.