Iwona Teresa W. Mikkelsen

Eksamensklient søges

Da jeg er ved at afslutte min 4-årige uddannelse til psykoterapeut på EFT-Instituttet, søger jeg en eksamensklient til et terapiforløb på 8-12 sessioner i perioden fra august til november 2019.

Hvad kan vi tale om?
Vi kan tale sammen om de emner, som netop nu berører dig – både stort og småt. Det kan være, at du føler dig fastlåst i en situation eller en relation. Det kan være, at du har svært ved at danne dig et overblik over dine følelser og dine mønstre. Det vil jeg gerne tilbyde at hjælpe dig med at undersøge. Målet for min terapi er at støtte dig ind i de følelsesmæssige, kropslige eller mentale temaer, der kan stå i vejen for din personlige udvikling.

Det praktiske

  • Du skal kunne afsætte tid til 8-12 terapisessioner af 60 min. varighed i perioden fra august til november 2019.
  • En terapisession koster 250 kr./time. Beløbet går til min obligatoriske supervision, som sikrer, at jeg får den vejledning, som jeg har brug for i vores terapiforløb. Jeg har naturligvis tavshedspligt.
  • Terapisamtalerne vil finde sted på Frederiksberg.
  • Sessionerne vil blive filmet. Det filmede materiale vil blive opbevaret sikkert, fortroligt og destrueres efter min eksamen. Det filmede materiale vil blive brugt til udarbejdelsen af min skriftlige eksamensopgave, hvor du bliver anonymiseret. Derudover vil der blive vist et klip på 10 min. til den mundtlige eksamen. Formålet er udelukkende at vise, hvordan jeg arbejder og intervenerer som terapeut, og fokus vil derfor være på mig og ikke dig som klient.

Hvad er EFT?
Emotionsfokuseret terapi (EFT) er en humanistisk eksistentiel og oplevelsesorienteret terapiform. Den tager udgangspunkt i, hvad der er vigtigt for dig her-og-nu. I emotionsfokuseret terapi er der opmærksomhed på de følelser, der viser sig hos dig i det givne øjeblik. Følelserne fungerer som et kompas, der kan vise dig vej og give dig informationer om, hvad der er vigtigt for dig, og hvilke behov du har. Terapien kan blandt andet hjælpe med at kortlægge og forstå dine følelser, mønstre og handlinger.

Ønsker du at vide mere om EFT, kan du læse om det her.

Lidt om mig
Jeg er 37 år, gift og arbejder til dagligt som jurist i den kommunale Integrations- og beskæftigelsesforvaltning. Jeg har en naturlig interesse for mennesker og deres velbefindende, og jeg bliver meget glad, når jeg kan hjælpe andre på deres vej. Jeg går rigtig meget op i yoga og har fundet masser af styrke i min daglige meditationspraksis.

Har du spørgsmål eller er du interesseret i at starte i et terapiforløb som eksamensklient hos mig, er du velkommen til at kontakte mig på +45 61664716 eller teresawmikkelsen@gmail.com.

Jeg glæder mig til at møde dig.
Iwona Teresa W. Mikkelsen